Rygeafvænning
Akupunktur mod rygning
Hvert år er rygning årsag til at 14.000 personer dør. Ca. 2000 dør årligt af passiv rygning.
Akupunktur er en god hjælp til at skodde cigaretten for sidste gang
Foreningen Praktiserende Akupunktører har lavet en mindre undersøgelse af 42 klienters erfaringer med akupunkturbehandling i forbindelse med rygeafvænning. Tre måneder efter behandling var 38 stadig røgfri. Undersøgelsen bekræfter det mange behandlere og klienter allerede har erfaret, nemlig at de små nåle kan gøre en forskel, for den der ønsker at slippe af med trangen til tobak.
Akupunktur er effektiv når det drejer sig om at undgå de ubehagelige abstinenser i forbindelse med et rygestop. Og hvad der er lige så vigtigt, så har nålene også en kraftig virkning på selve trangen til at ryge. Som ved alle andre rygestop behandlinger kræver det selvfølgelig at du er motiverede.
Behandlingen
Jeg sætter små permanente nåle i øret, der med sin virkning sørger for at erstatte nikotinens effekt. Nålene skal sidde i 7-10 dage og kan ikke mærkes. De giver et godt resultat, da de sørger for, at der konstant gives signaler til kroppen
Det er vigtigt at være motiveret når du skal stoppe med at ryge. Nålene kan hjælpe dig af med abstinenserne, men vanen er en faktor man ikke må glemme. Mod vanen hjælper nålene ikke.
Det er vigtigt for effekten af behandlingen, at du ikke har røget eller drukket kaffe i 6 – 8 timer før.
Du skal regne med 6-10 behandlinger
Gode råd før rygestop
Vær afklaret
Planlæg gerne dit rygestop så det falder på en fridag.
2 – 3 uger inden dit rygestop kan du nedsætte dit cigaretforbrug ved:
1. Ikke at ryge i andres selskab
2. Ikke at lave noget mens du ryger, dvs. ikke læse eller tale i telefon osv. Dette gør at du reelt kun ryger det du har behov for.
Skriv dine grunde ned for at stoppe med at ryge. Formuler en positiv sætning du kan bruge i den svære tid. En sætning du kan tage frem, der minder dig om dit mål og vigtigheden af det projekt du er i gang med.
Gode råd under rygestop
Tag din familie med i projektet. Forkæl dig selv og dine nærmeste som belønning for dit gode projekt.
Brug en sætning som minder dig om grunden til dit rygestop. Sig den 10 gange når du vågner og lige før du går i seng. Og tag den frem hvis du føler dig fristet.
Husk at trangen til at ryge kun varer 2 – 4 minutter ad gangen, så afled din opmærksomhed hvis trangen trænger sig på.
Undgå så vidt muligt at sætte dig i situationer hvor du får lyst til at ryge.